Du er her: 

Præsten har ordet

Husk at elske mens du tør det, husk at leve mens du gør det.

Der er noget vemodigt over denne tid på året. Dagene bliver kortere, mørkere, koldere og samtidig bliver naturen mere nøgen. Træerne mister deres blade, blomsterne mister deres krone, dyrene mister deres livlighed. Men ind i mørket og nøgenheden er der glimt af lys og varme. Solstrejf på efterårshimlen. Gule, orange, røde og brune farver – gyldne farver overalt hvor der er træer og buske. Rim, der glimter i græsset. Solstråler, der varmer i stuen.


Årstidens vemod er med til at spejle den vemod, mange mærker, når det er alle helgen. Sorgen over at have mistet, savnet af den man holdt af kan være mørkt og koldt, og samtidig kan minder om det gode, man delte med hinanden, være som solstrejf på en efterårshimmel.

Alle helgen er den tid på året, hvor man ser tilbage, husker, mindes, erindrer. Dvæler ved det, der var engang, og mærker, at der er en tid, der er forbi. Og samtidig fornemmer man, at noget nyt er blevet til. Og det nye er, at vi må og kan leve, også når døden har grebet ind i vores liv. Alle helgen er at se tilbage mod det og mod dem, der var engang. Men alle helgen er også at se frem mod det, vi håber engang skal komme, en fremtid, hvor alt er godt, hvor der ikke er gråd, og hvor der ikke er smerte, men hvor alt er nyt.


Og netop ved at turde se tilbage på det, der var af glæde og sorg, af lykke og smerte og ved at turde se frem med håb om, at der er noget godt i vente, så kan vi være til stede nu. Alle helgen holder os fast på, at vi skal leve lige nu og her med ansvar for de mennesker, vi møder på vores vej.

 

Husk at elske mens du tør det,

husk at leve mens du gør det.


Sådan udtrykker Piet Hein opfordringen og udfordringen til at leve i nuet. Til at gribe dagen og gøre dagen god for andre og for os selv. For det er sammen, det er i fællesskabet, vores liv bliver til. Det er nu, vi lever, og vi gør det sammen.



Dorte Kirkegaard

Del dette: