Fra katolsk til protestantisk kirkebygning

Kirkebygningen har været ramme om sognets religiøse liv gennem næsten 800 år. I de første 400 - 500 år var kirkerummet præget af den katolske kirkes opfattelse af, hvordan et kirkerum skulle indrettes.

Dengang opfattede man kirkerummet som et helligt sted, hvorfra præsten sørgede for forbindelsen til Gud, og hvor menigheden kunne søge beskyttelse bag bygningens tykke mure.  De hellige genstande, der var i kirken, og kraften i de sakramenter, kirken stillede til menneskets rådighed, var en beskyttelse mod alt det onde ude i verden og især mod den Onde. Efter den middelalderlige katolske opfattelse gik Satan nemlig rundt i verden som en brølende løve, der hele tiden søgte efter mennesker, som den kunne opsluge. Den eneste beskyttelse mod Satan var kirken og kirkebygningen med al dens koncentration af hellighed og guddommelig kraft. Kirkerne var derfor dengang fyldt med helgenbilleder og andre hellige genstande, som skulle give menneskene tryghed i dette liv og efter døden.

I datidens kirke var det faktisk ikke nødvendigt, at der var en menighed til stede, når der blev holdt højmesse. Det centrale ved højmessen var, at præsten varetog forbindelsen til Gud ved at følge gudstjenesteritualerne. Det skete fra koret, hvortil menigheden normalt ikke havde adgang.

Menigheden stod normalt op under messen. Der var kun murede bænke langs skibets vægge til de medlemmer af menigheden, der  var for svagelige til at stå op i længere tid.

Lindknud Kirke var formodentlig indviet til Skt. Mikael. Kirken har nemlig haft hele to figurer af denne helgen stående i kirkerummet til langt op i 1800-tallet; i dag opbevares de på Museet på Koldinghus (se mere om figurerne nedenfor). Sankt Mikael var ifølge Bibelen en ærkeengel og englenes anfører, men æres i den katolske kirke som en helgen. Han bliver ofte afbilledet som dragedræberen. I Johannes Åbenbaring fortælles det, at Johannes i et syn så, hvordan ærkeenglen Mikael og hans engle kæmpede mod dragen og vandt over den ved at styrte den ned fra Himlen – dragen var et symbol for Satan. Mikael blev efterhånden i middelalderen opfattet som en helgen, der kunne frelse de troende fra Satans magt, især i dødsøjeblikket. Han var således beskytter for Guds folk og førte de dødes sjæle til Gud. Ærkeengelen Mikael var meget populær i den danske kirke i middelalder. Mange af de ældste kirker er indviet til ham.

Dengang har væggene i de danske kirker været dækket af kalkmalerier. Der har været flere sidealtre med udskårne træfigurer af helgener, Jomfru Maria, Kristus og Gud, alle bemalede i stærke farver, nogle endda med forgyldte glorier og klæder. Døbefonten har stået på et podium og har været bemalet i stærke farver.

I Lindknud Kirke er der i dag kun ganske lidt tilbage af den middelalderlige pragt. Kirkerummet er blevet mere køligt hvidt. Nu er kirken blevet til en protestantisk kirkebygning, hvor bygningen blot er et lokale, der er indviet til gudstjenestebrug og hvor menigheden kan komme og høre Guds ord og modtage de to sakramenter: dåb og nadver. I den protestantiske kirke er menigheden til gengæld blevet uundværlig for gudstjenesten.

Den katolske kirkes genstande i Lindknud Kirke

Efter overgangen til den protestantiske kristendom i Danmark i 1536 blev det forordnet, at alt hvad der gjorde kirkerummet katolsk skulle smides ud – d. v. s. alle helgenaltre og alle helgenbilleder. Tilbage blev så alterbordet - evt. med en tilhørende altertavle - og døbefonten. Der blev sat en prædikestol op, hvis den ikke fandtes i forvejen. Der blev lavet nye og større vinduesåbninger i sydsiden, så præsten bedre kunne læse sin prædiken og menigheden kunne læse salmebogen og synge med på salmerne. Der blev efterhånden også sat bænke op.

Lindknud Kirkes indre er udpræget protestantisk. I dag kan man kun se få genstande i kirken fra den katolske tid.

Døbefonten med dens smukke figurer er det ældste inventar i kirken. Den har stået i bygningen, siden kirken blev opført. I det middelalderlige kirkerum har den formodentlig stået på et podie midt i kirken over for indgangsdørene – den søndre og den nu tilmurede nordre dør. Med den placering kunne man sikre sig mod, at den Onde kom ind i det hellige rum. For så længe det nyfødte barn ikke var døbt, kunne Satan selv tage bolig i barnet. Dåben kunne fjerne den trussel og derfor skulle den foretages så tidligt som muligt i kirkerummet. Præsten foretog ved kirkedøren også djæveluddrivelse (eksorcisme) på barnet. 

I Lindknud Kirke står døbefonten nu oppe ved korbuen. På fonten ses fire personer, der vender mod de fire verdenshjørner. Formodentlig er der tale om fire gejstlige, der løfter hænderne på den måde, der bruges, når præsten lyser velsignelsen. De fire figurer har formodentligt skullet beskytte dåbsvandet mod den Onde. I middelalderen var fonten kraftigt bemalet, så figurerne har stået meget tydeligere end de gør i dag. I dag er alle farvespor forsvundet. Vi ved, at i Lindknud blev fontens fod afrenset i 1883. Formodentlig er det udtryk for den sidste og endelige afrensning af fontens farvelægning. I 1800-tallets sidste halvdel var man overbevist om, at farverester på fontene ikke var oprindelige, men var udtryk for senere tiders uheldige tilføjelser, så det daværende kirkeministerium pålagde i 1862 kirkeværgerne, at de skulle være meget omhyggelig med at rense bl. a. døbefontene for alle spor af maling.  

Sidealtre. I den middelalderlige katolske landsbykirke ville der ved siden af korbuen normalt være to sidealtre. Et på nordsiden for Jomfru Maria. Nordsiden af kirkerummet var nemlig kvindernes område. Den nu tilmurede kvindedør i nordmuren førte herind. I Lindknud Kirke er der ikke bevaret en Jomfru Maria figur fra dette sidealter.

Et alter på sydsiden af korbuen var beregnet for en helgen – som oftest Sankt Mikael. Betegnende nok var denne side af kirkerummet mændenes, mandedøren i sydmuren førte herind og er nu den eneste adgang til kirken. Fra Lindknud Kirke er der bevaret to Sankt Mikael figurer, der begge fremstiller Skt. Mikael som dragedræber. Den ene har været en del af den gamle altertavle fra o. 1500, se nedenfor. Den anden, som er fra første halvdel af 1200-tallet, har formodentlig stået i sidealteret syd for korbuen. Sidstnævnte Skt. Mikael figur har stået i kirken frem til o. 1870. Den blev imidlertid ikke malet op i 1873, da flere af de andre figurer fra katolsk tid fik frisket deres maling op, og den må derfor være blevet lagt på loftet før 1873. Den blev i 1898 solgt til Museet på Koldinghus sammen med andre genstande fra Lindknud Kirke. Figuren har oprindelig været bemalet og Skt. Mikaels kappe har været forgyldt. Figuren har præsenteret sig flot for den middelalderens kirkegænger, når han eller hun kom ind i det halvmørke kirkerum. Den over én meter høje figur har stået hævet over kirkegængeren; den har været svagt oplyst af de små vinduer fra oven og nedefra af vokslys, hvis lys er blevet reflekteret mange gange af kappens forgyldning.

Alterbordet er senmiddelalderligt – fra slutningen af 1400-tallet - og muret op i munkesten og genbrugte kvadersten. På den har der stået en altertavle – en såkaldt skabsaltertavle. I dens midterfelt har der været tre figurer: en Nådestol (Gud sidder på sin tronstol og holder sin korsfæstede søn, Kristus, frem for sig), til venstre for ham stod Jomfru Maria bærende Jesus barnet og til højre, Sankt Mikael som dragedræber. Figurerne er fra o. 1500. De hang på korvæggen i kirken frem til slutningen af 1800-tallet. Figurerne fik fornyet deres maling så sent som i 1873, nogle år efter er de blevet lagt op på kirkens loft. 1898 købte Museet på Koldinghus dem.

Krucifikset, der nu hænger på nordvæggen, er fra o. 1475 og hører også med til det inventar, der var i kirken i den katolske tid. Dengang hang det i korbuen, og var da en del af en korsfæstelsesgruppe. Til den hørte en Jomfru Maria figur og en figur af apostelen Johannes. Maria og Johannes figurerne findes ikke længere i kirken. Museet på Koldinghus købte dem i 1898. De havde også ligget på kirkens loft i en snes år, inden de kom på museum. Korsfæstelsesgruppen har været med til at adskille koret fra skibet. Menigheden opholdt sig i skibet under højmessen, medens koret var præstens område. Præsten havde sit alter, højalteret, oppe i koret og menigheden havde sit alter foran korsfæstelsesgruppen i korbuen - helligkorsalteret også kaldet lægmandsalteret. Kun ved særlige lejligheder – kyndelmisse og palmesøndag - fik menigheden lov til at komme op i koret 

Kirkeklokken er også fra den katolske tid. Den blev støbt o. 1500 og har således lydt over egnen i mere end 500 år. Oprindelig hang den i tårnet, nu hænger den i klokkestabelen.

Den danske kirke brød med den katolske kirke i 1536. I mange  kirker landet over kunne man i mange år derefter imidlertid fortsat finde især helgenbilleder og Jomfru Maria figurer, der egentlig skulle have været smidt ud med det samme efter Reformationen, fordi de hørte hjemme i en tradition, som ikke længere var accepteret af den officielle kirke. I Lindknud varede det mere end 300 år, før den protestantiske reformations krav til det danske kirkerum blev efterlevet til fulde; det  var dog også tilfældet i næsten alle andre danske kirker !