Ejere af Lindknud Kirke

Efter Reformationen blev Lindknud Kirke overtaget af Kongen (staten). I 1720 blev den solgt til Estrup. I 1780 var det en række bønder i Lindknud Sogn, der ejede kirken, senere (senest 1792) var det alle sognets beboere, der var ejere af kirken. I 1912 blev kirken selvejende.

Sagnet om lindormen

Der er ofte knyttet sagn til kirker. Sagn, der på deres egen måde fortæller om kampen mellem det gode og det onde. En kamp som kirkebygningen i middelalderen på en meget håndgribelig måde symboliserede. Om Lindknud Kirke fortælles der også flere sagn. Der indgår en lindorm – dvs en drage - i dem alle, formodentlig på grund af byens navn.

I det mest dramatiske sagn fortælles det, at der i Lindknud boede en lindorm, der havde lagt sig rundt om kirken og som forhindrede beboerne i at komme til kirke. Den levede af de døde på kirkegården. Lindknuds befolkning havde forsøgt at bekæmpe lindormen med våben af forskellig slags, men uden held. De spurgte da en gammel mand til råds om, hvad de skulle gøre, for sognet led meget under ikke længere at have adgang til kirken. Hans råd var, at de skulle tage en nyfødt tyrekalv og lade en jomfru alene opfostre den med nymalket mælk og korn. Når tyrekalven var blevet fuldvoksen, skulle de føre den og pigen op til kirken til lindormen, og så ville de blive befriet for lindormen. De fulgte hans råd. Da tyrekalven var blevet voksen, blev de to ledt op til kirken. Lindormen angreb pigen, tyren gik til modangreb for at forsvare pigen, der jo havde været dens madmor. Der udspillede sig nu en voldsom kamp mellem tyren og lindormen på kirkegården. Lindormen fik til sidst hårdt fat i tyrens ryg og knækkede den. Tyren vred i dødskampen sit hoved, så dens horn gik op i lindormens bløde bug og rev den op. Der lå de så - både den døde tyr og den døde lindorm - tilbage stod jomfruen urørt. Lindknud var nu blevet befriet for lindormen.  

Lindknud Kirke og andre kirker

Lindknud kirke er én blandt hen ved 2000 andre middelalderkirker i Danmark. Som tidligere nævnt skiller den sig ud fra mange andre middelalderkirker ved sit ydre – det lave tårn, der ikke er meget højere end skibet, men alligevel er et tårn. Det var ikke planlagt, men et udtryk for manglende vedligeholdelse eller snarere formodentlig, fordi sognet eller dens ejer ikke havde råd til at vedligeholde den ordentlig i 1600-tallet. I midten af 1600-tallet hærgede de såkaldte svenskekrige Danmark. Især Sydjylland var hårdt ramt, dels af soldaternes plyndren og dels i 1658/1659 af en ødelæggende pestepidemi, bragt hertil af soldaterne. Det siges, at Lindknud Sogn blev endda meget hårdt ramt af krig og pest, så næsten hele befolkningen døde. Det skulle have haft den konsekvens, at kirken slet ikke blev vedligeholdt. Det regnede gennem det utætte tag og græsset skulle have voksede højt i koret. I den situation er det forklarligt, at man ikke magtede at vedligeholde tårnet – endsige genopbygge det. Det tog åbenbart så lang tid for Lindknud Sogn at komme sig over krisen i midten af 1600-tallet, at man først for alvor fik råd til at sætte altertavle, tag, loft og vinduer grundigt i stand i 1792.

Hvert af de 2000 middelalderkirker har en døbefont fra omtrent samme tid. Alligevel er de meget forskellige. Lindknuds er meget usædvanlig på grund af de fire figurer, som ikke findes på andre døbefonte.

I mange af vore kirker blev der i 1600-tallets første halvdel sat nye altertavler og prædikestole op, Det var før de hærgende krige gjorde mange sogne i Jylland fattige. Ofte var de lavet af en lokal billedskærer; alligevel er de meget forskellige. Lindknuds altertavle og prædikestol er fra den tid og står i dag med en bemaling fra 1792, som efter vores mening er meget charmerende og usædvanlig ved sine lyse pastelfarver. Da vi første gang så dem i 1978, blev vi meget overraskede over de farver, der var anvendt. Ofte forbinder man altertavler og prædikestole med mørke eller dæmpede farver, der efterlader et alvorligt indtryk, men her i Lindknud er det de lyse ja næsten muntre farver, der er blevet anvendt og genopfrisket. Farver, som ikke er udtryk for en moderne farvesætning, som man måske kunne tro, men er fra 1792 !

Lindknud Kirke er derfor værd at besøge både for kirkegængeren og for turisten.

 

Tekst: Hans Jørgen L. Larsen og Grethe Lyndby-Jensen

Foto: Susanne Mikkelsen