Den protestantiske Lindknud Kirke

Reformationen betød, at Lindknud Kirke blev udsat for en del gennemgribende ændringer i løbet af årene efter 1536. Forandringerne er omtalt i det følgende i kronologisk rækkefølge:

Vinduerne mod syd blev udvidet.

Der blev sat bænkerader op i skibet; de ældste bænkegavle er fra o. 1580 og kan stadig ses ved de øverste bænke i kirken. Før Reformationen havde der ikke været bænke i kirkerummet, sådan som vi kender det i dag – kun murede bænke langs væggene. Samtidig blev der også sat en præste – og skriftestol op i kirken. Den kom til Museet på Koldinghus i 1898. 

 

Alterkalk og disk. Alterkalken er sat sammen af en fod, der er fra o. 1580 og af et nyere bæger. På kalkens fod fortæller en indskrift, at det var de to kirkeværger, Hans Rask og Niels Rask, der bekostede den nye kalk. I den gamle kalk indgår sølv fra en endnu ældre kalk. Bægeret er fra slutningen af det 19. århundrede. De to kirkeværger har også bekostet disken, der er lavet af sølv. Den har været forgyldt og har stadig en svag glans fra den oprindelige forgyldning. Disken passer til alterkalken, så den kan ligge som et låg på bægeret. En disk er den lille ”tallerken”, hvorpå alterbrødet bliver lagt i forbindelse med nadveren.

Altertavlen er fra o. 1610 og skåret af en lokal snedker Mads Christensen Gamst fra Revsing og regnes for at være en af hans flotteste altertavler. Farverne er fra 1792; de blev genfundet ved en restaurering i 1973 - 74 og man besluttede da at lade altertavlen fremstå med netop de oprindelige farver frem for med de farver, som senere tider havde givet tavlen. Det samme gælder for prædikestolens farver. Malerierne i altertavlen er også fra 1792. Øverst på altertavlen står der – omskrevet til nutids dansk: ”Denne altertavle og prædikestol med mere har Lindknud sogns lodsejere samt daværende kirkeværger ladet staffere og male 1792”. Malerierne i altertavlen forestiller i midten: Den sidste nadver, til venstre: Jesus på korset og til højre: Jesu opstandelse.

Hvad der var i billedfelterne mellem 1610 og 1792 ved man ikke. I 1792 var den gamle altertavle i en meget slem forfatning – et forfald der havde strakt sig over mere end 60 år.  Allerede i 1739 havde man ved kirkesynet konstateret, at den var næsten uden bemaling og stod i fare for at falde ned. I 1792 besluttede man sig så endelig for at gøre noget drastisk:  alle de gamle farver blev fjernet og tavlen fik helt nye farver og nye billeder. I 1849 kom der igen nye farver på tavlen – nu blev den hovedsageligt malet i sorte, brune og gule nuancer - og der blev sat nye malerier i de nederste billedfelter. Året efter – i 1850 -  ønskede provsten imidlertid, at midterfeltets maleri skulle ændres igen, nu til et forgyldt kors. Der gik så kun 27 år, før man atter ændrede altertavlens udseende; billedfelterne blev da overklæbet med et sæt lærredsmalerier i mørke farver. Den udsmykning af altertavlen bevarede man fra 1877 til 1974.  Billederne fra den periode er nu hængt op på bagsiden af altertavlen. I forbindelse med restaureringen i 1973 – 74  førte man tavlen tilbage til det udseende, den havde i 1792.

Prædikestolen blev o. 1640 sat op, hvor den er placeret i dag. Den er formodentlig lavet i Kolding-billedskæreren Jens Mortens værksted. I de fem billedfelter står de 4 evangelister og Kristus, fra venstre: Mattæus (med sit symbol: et lille menneske), Markus (med sit symbol: løven), Kristus (Salvator Mundi (Verdens Frelser)), Lukas (med sit symbol: oksen), og Johannes (med sit symbol: ørnen). Mellem felterne er der figurer, der symboliserer de 6 dyder fra venstre: Troen, Håbet, Klogskaben, 2 ukendte Dyder og Kærligheden. Nedenunder står: ”Gaar ud i ald Werden og Prædiker Evangelium for alle Folk”. Farverne er fra 1792, se ovenfor i afsnittet om altertavlen

Alterstagerne er fra 1710 og blev givet til Lindknud Kirke af kirkens daværende ejer: Maria Margrethe von Langenberg til Estrup Hovedgård. På foden af stagerne står der – omskrevet til nutids dansk: ”Fru Maria Margrethe from, fordi Hr Lukas bad derom, mig gav til Lindknud kirkebord, Gud hende glæde i engle kor. 1710” 

Dåbsfadet af kobber er fra 1700-tallet (Det kom til Lindknud Kirke i 1899). Motivet i bunden af dåbsfadet viser tre fisk. Fisken er et oldkirkeligt Kristus symbol. De tre fisk henviser til Treenigheden: Fader, Søn og Helligånd.

Lysekronerne af messing blev ophængt i 1913 og var tændt første gang til juleaftensgudstjenesten i 1913. På den ene af dem står: ”Til Lindknud Kirke ved Sognepræst Nielsen og Hustru Julen 1913. Soli Deo Gloria (Gud alene æren)”

Kirken fik sit første orgel i 1953. Det stod oprindeligt i tårnrummet. I 1968 blev det ombygget og flyttet til det nordvestre hjørne af skibet. I 1997 fik Lindknud kirke et helt nyt orgel, som blev stillet op i tårnrummet. Det er lavet af Bruhn og Søn og har 11 stemmer, to manualer og pedal. Før man fik stillet det første orgel op, blev salmesangen ledsaget af et harmonium, der stod i tårnrummet