Babysalmesang for Lindknud og Hovborg

Få salmerne ind med modermælken..

Babysalmesang er et tilbud til alle babyer i alderen 2 – 12 måneder og deres forældre.


Allerede som spæde, reagerer babyer på sang, musik og bevægelse. Salmer og deres ’bløde’ melodilinier og udtryk har vist sig at have en speciel positiv indvirkning på de små børn. Kombinerer man dette med kirkerummets ro og akustik, kan babysalmesang være med til at udvikle børnenes sanser, sprog og følelsesliv. Samtidig kommer forældre rigtig tæt på deres barn og lærer salmerne undervejs, så de kan synge dem ved sengekanten eller bare, når de har lyst.

Til babysalmesang synger vi både kendte og mindre kendte sange og salmer, leger sanglege og siger rim og remser, ligesom vi undervejs også vil bruge rekvisitter som sæbebobler, farvestrålende tørklæder, klokker og balloner.

Babysalmesangen foregår som udgangspunkt i Hovborg kirke, og det kræver ingen forudsætninger at deltage udover lysten til at være med. Vi synger i kirken 30-40 minutter, hvorefter der er kaffe og lidt brød. Kirken vil være opvarmet, men medbring en dyne eller et tæppe, som barnet kan ligge på. De efterfølgende uger vil der frem til december måned være babysalmesang hver anden mandag.

Babysalmesangen ledes af kirkesanger Majbritt Skovbjerg, der gerne besvarer eventuelle spørgsmål og tager imod tilmeldinger på majbrittskovbjerg@hotmail.com eller telefon 53 32 39 00.

På gensyn, menighedsrådene ved Lindknud og Hovborg kirker

Hvorfor Babysalmesang?


Sang og musik aktiverer alle sanser og er stimulerende for det lille barns udvikling på alle områder.

 
”Babyer er fra fødselsøjeblikket i stand til at samspille med omgivelserne ved hjælp af lyde, mimik og kropssprog”

Dorte Nørgaard, motorik lærer.

”aktiv beskæftigelse med musik påvirker barnets personlighedsudvikling, både på det intellektuelle, det emotionelle, det kreative, det sociale, det sproglige og det motoriske område. Barnet er instinktivt modtagelig for den ægte lyd.

Der findes ingen form for formidling, der har den samme gennemslagskraft som den levende.”

Inge Marstal, professor i musikpædagogik